|
Koltz Shiraz 2003
Her er vinen, vi alle har gået og ventet på: Australieren der kombinerer italiensk struktur og tæthed med fransk syrespræl og oversøisk solskinssmag! Fuldfed og flabet frugtig, men med både finesse og en elegant rankhed fremstår dette helt igennem håndlavede topprodukt fra Day Winery i Mclaren Vale, South Australia.
Ved hjælp af det nystartede importfirma Hand Made Wine har Bizon fået en direkte pipeline til alverdens vidunderdråber - udvalgte detailproduktioner, som ellers aldrig ville nå de danske butikshylder og ganer, og til en formidabel pris! Koltz Shiraz 2003 er første vin på det nye lager i Holsteinsgade - næppe den sidste!
Alle spørgsmål om vinen kan besvares af din formand, men der er også den mulighed, at du bare knapper den op og lægger nakken tilbage. Det er en stor vinoplevelse, der venter forude, men den er lige så meget din som vinens. Ikke for meget snak om tekniske detaljer - her er vinen, der bare smager!
Shirazen har en lillebror, The Laughing Frog, som kan købes direkte af Hand Made Wine til 135 kr. per flaske. Den store koster 215 kr., men der kan opnås rabat til medlemmer ved smiger, flid, fedt og snyd. Prøv ad.
|
|