11/14: The Master 2008, Rijk's Estate (Sydafrika)


Det er snart jul, og derfor er vi taget til Sydafrika. Øh? Men det giver faktisk ganske god mening, for denne vin kommer til at være svært herlig til jule-anden/grisen/gåsen/svesken. Den er lavet på det man i Sydafrika kalder romkugleblandingen, hvilket vil sige stort set alle druer i nærområdet. 50% syrah, 20% mouvedre, 13% pinotage, 8% carignan, 5% Tinta Amarela og 4% viognier. Og ja, de er inspireret af Rhone.

Her er lidt produktionsinfo:
- Jordbunden er skifer
- Macerationen har varet i 2-3 dage
- Den alkoholiske gæring er foregået på stål
- Malolaktisk gæring og lagring på fad
- 40% ny fad, resten af fadene er 1-2 år gamle

Rijk's-huset holder til i Tulbagh-området, hvilket vil sige det sydvestlige Sydafrika. Og her minder klimaet faktisk en del om det i Rhone-dalen – de har også en flod igennem det hele! Her er hvad Wiki-pigen skriver om området:

Tulbagh, named after Dutch Cape Colony Governor Ryk Tulbagh, is a town located in the "Land van Waveren" mountain basin (also known as the Tulbagh basin), in the Winelands of the Western Cape, South Africa. The basin is fringed on three sides by mountains, and is drained by the Klein Berg river and its tributaries. The nearest towns are Ons Rust and Gouda beyond the Nuwekloof Pass, Wolseley some 15 kilometres (9.3 mi) to the south inside the basin, and Ceres and Prince Alfred Hamlet beyond Michell's Pass in the Warm Bokkeveld.

The bowl is surrounded by the Obiqua Mountains to the west, Winterhoek Mountain to the north and the Witsenberg range to the east, with peaks that rise to over 1,500 metres (4,900 ft). The basin experiences a Mediterranean-type climate. The southern side is open to cooling south-east winds during the hot summer months. Accordingly Tulbagh enjoys some of the most diverse and attractive conditions for viticulture in the Cape, and the differences in terroir available to wine makers allow for a wide diversity of distinctive wines.


Rijk's er et ungt vinhus. Projektet startede i 1996, men den første vin blev først frigivet i 2000. Månedens kvægvin er altså husets ottende årgang. Men netop The Master bliver af uransagelige årsager ikke lavet længere, og selvom Erik Sørensen købte de allersidste flasker af vinen, så er der ikke flere tilbage.

Heldigvis er der en flaske til dig. Den har tidligere kostet 369,95 danske dollars.

10/14: Au Suivant 2011, Jerome Saurigny


Ham her har lavet oktobervinen til Bizon. Han hedder Jerome og han laver vin i Loire. Nærmere bestemt er vi i Coteaux du Layon i Anjou. Og helt præcist er vi i Saint-Aubin-de-Luigné, som er en smuk, romantisk og halvdød udkantsfransk landsby.

Jerome har egentlig lært at lave vin i Bordeaux, hvor han blandt andet havde en læremester fra Cheval Blanc. Men han blev sgu lidt træt af Bordeaux – se på billedet; han og hans kælder ligner ikke noget fra Bordeaux! Så da hans bror fortalte ham, at der var lækre og billige vinmarker til salg i Loire, så slog Jerome til. Han købte hele 12 hektar vinmarker, men skar hurtigt arealet ned til 6,5, så han kunne holde ordentligt styr på sine druer og stokke (og også havde tid til at holde styr på sine tre børn).

Au Suivant er lavet på cabernet franc og ikke noget andet. Jerome gik svovlfri i 2007 og drysser ikke engang sulfitter i hans søde (og oxidative) vine. Sygt nok. Oktobervinen har macereret i hele fem måneder, og det kommer blandt andet til udtryk i nogle dejligt faste tanniner. Men tanninerne kommer kun fra frugten, for der har ikke været fad indblandet i herligheden. Og derfor fremstår vinen også aldeles frisk og saftig. Det er voksen naturvin, om man vil.

Hvad skal man så spise til denne her herlige eliksir? Der er flere veje at gå. Man kunne jo bare købe et godt brød, nogle gode pølser og en spandfuld rillette. Og lidt sennep og cornichoner, selvfølgelig. For det er meget umiddelbar og indbydende bistrovin. Men du kunne også lave lammeskank med myntegele. Uh! Eller solide vildretter, hvis du pludselig står med en hjort i armene. Au Suivant er bare rigtig herlig efterårsvin.

Skål, og vi håber, du kan li' saften. Og hvis du vil læse mere om Jerome, så gå herind, omend artiklen er nogle år gammel.


09/14: Pinot Noir 2011, Ponzi Vineyards

 Det er snart efterår. Ja, det er vel sådan set efterår nu. Og så skal vi sgu ha' noget oversøisk Pinot Noir med noget saft og kraft. Derfor har vi lavet en god deal med Trøffelsvin på Østerbro, som netop er eksperter i sådanne safter.

Vi er i Willamette Valley i Oregon. Det vil sige nordlig nordamerikansk vestkyst og sådan 8-900 kilometer i en åben sportsvogn fra San Francisco. Vejret er mildt. Kølige og våde vintre, varme og tørre somre. Det er Pinot Country.

Vineriet bag månedens kvægvin er Ponzi Vineyards, som blev etableret i 1970 af Dick og Nancy, efter de havde været på studietur i Bourgogne nogle gange. Ægteparret var nogle af de første til at plante Pinot Noir i området.

Årgangen er 2011, som egentlig er lidt af en lorteårgang. Foråret kom sent, og i slutningen af august var man stadig usikre på om frugten ville nå at modne. Der blev grønthøstet af to omgange for at få druerne til at modne, og det var først i slutningen af oktober, da solen endelig begyndte at skinne, at årgangen – "the miracle vintage" – blev reddet. Der blev høstet i midten af november; den seneste høst nogensinde hos Ponzi.

Druerne kommer fra mange forskellige plots, og har macereret fra 17-25 dage. Derefter er de presset let og hældt på franske fade, hvoraf hver fjerde er ny. Der har vinen ligget i 11 måneder, inden den er blevet omstukket og hældt på flaske uden filtrering.

Folkene fra Trøffelsvin siger, at Ponzi-folket er svært kede af at have solgt deres 2011-årgang alt for billigt. Det viser sig nemlig, at der er kommet rigtig stor og elegant vin ud af det elendige vejr og den sene høst. Vi er bare glade.

Drik din Ponzi-juice til stegt øko-svinenakke med trøfler (subsidiært kantareller) og svampesauce. Måske med grillet grønkål som sidevogn. Og husk, at det er bedre at starte med en lidt for kold vin, end en lidt for varm. Kulde får syren frem, og det kan vi jo godt li' i Bizon. Ik'?

08/14: Vino Rosso 2012, Lamoresca


Der er noget med Belgien og naturvin på Sicilien. Den meget kendte Frank Cornelissen er belgier, og folkene bag Azienda Agricola Lamoresca (Filippo & Nancy) mødtes i Belgien og er venner med Franky Boy.

Azienda Agricola Lamoresca ligger på Sicilien, hvor de har omtrent 4 hektar vin og rigtig mange olientræer. De købte vist nok gården i år 2000, hvorpå der dengang kun var oliventræer af sorten Moresca – deraf navnet på gården. Gården ligger i det sydlige hjørne Sicilien mellem Catania og Etna.

Lamoresca dyrker sorter, som kan klare det varme klima på Sicilien, hvor jorden består af sand og ler. Til Bizon har vi deres købt “Lamoresca Rosso” som er en cuveé (dog ikke fra Philipson) på Nero d'Avola, Frappato/Nerocapitano og Grenache. Alle sorter som er lige så glade for sol som Stig Elling.

Druerne bliver håndhøstet og fermenteringen sker uden kulturgær og i åbne tønder. Selvfølgelig uden temperaturkontrol. De elsker lang maceration hos Lamoresca, og når de mener, macerationen er færdig, kommer juicen på gamle fade og cementtanke. Filippo har lært en masse af hans ”comrade” Frank Cornelissen og har tilbragt adskillige år hos ham, inden han begyndte at lave sin egen vin.

Hvis du gider at starte grillen op igen, hvis vil vinen være flot til noget kylling eller øf-øf af en art.

Købt hos Petillant.

07/14: Fiero Bianco 2012, Cantina Margò

 
Vi ville gerne have købt noget rose til kvægflokken i juli, og vi jagtede 4-5 forskellige af slagsen, men de var alle for længst udsolgt. Øv bøv, og sådan kan det gå, når fokus er på små producenter.

Men intet er så skidt det ikke er godt for noget. Eller jo, det er det nogle gange. Syrien fx. Men i vores jagt efter rosé stødte vi på Cantina Margó, som holder til i Umbrien. De laver nemlig også rosé, og den var selvfølgelig også udsolgt. LOL.

Margó er en meget lille ”geschäft”, som kun laver vin på oprindelige sorter fra Umbrien. Det vil sige Trebbiano, Grechetto og Sangiovese. Og selvom de ikke havde mere rosé på hylderne, så blev vi alligevel interesserede. Og så faldt vi over en orangevin. Det var det tætteste vi kunne komme på rosé i denne omgang.
 
Vinen hedder Margó Fiero Bianco 2012 og er lavet på Trebbiano og Grechetto. Druerne er håndhøstet og får 6 dages maceration i åbne tanke uden temperaturkontrol. Det er altså hipster-gæret (læs: spontangæret). Herefter smider Carlo saften på glasballoner. Yes, glasballoner (damigiana), så ved man at det enten er en meget lille vingård eller en yderst dedikeret man! Her gælder begge dele vist nok.

Vinhuset Margó drives af Carlo Tabarrini, og han laver sådan cirka 3000 flasker om året. Carlo dyrker sine marker så naturligt som overhovedet muligt. Der bliver kun brugt ganske lidt kobber og svolv i marken ved tilfælde af sygdom (oftest meldug). Men ingen pesticider og sådan noget sjask. Dette betyder han laver meget mineralske vine, som afspejler sjælen af Umbriens terroir. Bum.

Du kan drikke den som saft, du kan og burde drikke den til grillet pighvar, inden bliver alt for meget efterår.

Cantina Margó importeres på nuværende tidspunkt ikke i DK.

06/14: Coup de Canon '11, Domaine Chahut & Prodiges


Så er vil tilbage til franske ordspil og meget lidt svovl. Og en nichédrue! Kan det blive mere Bizon 2.0-agtigt? Næppe. Men i dette tilfælde er der faktisk en god del mere mørkvinøs power, end man ofte finder i de über-saftige naturvine.

Vi er i den midt-østlige del af Loire. I nærheden af byen Tours. På en lille mudret vej, hvor vinkældrene er hugget ind i det parallelløbende kalkbjerg side om side. Og dér, i en meget ydmyg kælder og lige så ydmygt hus, holder Gregory Leclerc til. Men hans kælder en overraskende ren og flot og velorganiseret – og i to etager inde i et bjerg. WTF?

Egentlig har Gregory en master i historie. Han fandt bare ud af, at han hellere ville lave vin end være professor. Fair nok, egentlig. Så han købte 6.5 hektar blandede vinstokke i Touraine. Gamay, Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Malbec (som hedder Cot her) og Grolleau. Og det er den sidste drue, som kvægflokken får med hjem fra brødrendes hjørnekælder i juni.

Grolleau blev plantet ganske heftigt umiddelbart efter Phylloxera-festen. Den giver nemlig hurtigt et ret stort udbytte (groft oversat betyder navnet "store mængder"), og dermed skulle de gæve franskmænd ikke tørste alt for længe. Franskmænd er ikke gode til at være tørstige (bare se Zidane i VM-finalens overtid). I dag er de fleste Grolleau-stokke dog hevet op til fordel for mere kapitalistlækre sorter.

Men Grolleau findes stadig i Loire, og i Greogry Leclers version har den ret meget tyngde. Den kommer fra ler- og flintholdig jord, og er blevet vinificeret med 2-3 ugers maceration carbonic. Derefter ligger den i op til 10 måneder på store glasfibertanke, inden den bliver flasket. Og under flaskningen kommer Gregory 20 miligram svovl i saften for at undgå oxidering. Altså 20 miligram per hektoliter, hvilket er sådan helt tåbeligtlatterligt lidt. Og så smager det skønt.

Og så lidt sjovhed. Gregory har et virkelig skørt lille plot med vinstokke. Jeg tror, det er Cot. Det ligger klods op og ned af en konventionel vinmagers lille skøre plot på toppen af en bakke. Og så kan man sammenligne konventionel dyrkning med den der hippielortenyreligøse måde at behandle sin mark på. LOL.


Coup de Canon '11 kan godt tåle lidt ilt, inden du drikker den. Den får mere power og dybere tonere af at få lidt luft. Og så er den vidunderligt god til hele den franske og ikke-fedtforskrækkede charcuteriepalette. Rillette på gris, tørret okse, kaninpølser og alt det der. Og med brød og olivenolie på siden, selvfølgelig. Og hvis du kommer til at grille en lammekrone en sommeraften, så går det sgu også.

05/14: Barolo 2008, Giribaldi


Vi ved godt, at vi i Vinsvin er svært glade for naturvin, og det afspejder sig ofte i vores vinvalg. Det vil det nok blive ved med, men vi er ikke fundementalister, og I denne måned skal du have ganske “almindelig” BA-RO-LO. Dog med et hint af økologisk dyrkning.

Manden bag vinen hedder Mario Giribaldi, og det samme gør huset. Denne vine er lavet på druer fra Novello, og er altså cool climate Barolo med dyb kompleksitet og sødmefuld frugt. Druerne dyrkes 400 meter over havet. Her består jorden af mergel og er meget kalkholdig. Mergel er en betegnelse som tidligere blev anvedt om ler- og siltaflejringer (hvad fanden er en siltaflejring egentlig?). Stokkene bliver klippet og bundet efter Guyot-metoden, og der er ca. 5000 planter per hektar, hvilket er relativt mange.

Vinen er købt hos Brdr D og de skriver følgende om vinen:

Mario Giribaldi er tredje generation på vingården i Rodello, der blev grundlagt af hans farfar, der også lød navnet Mario. Kompromisløs til fingerspidserne arbejder han uhyre præcist med druematerialet på sine marker.

Flere af hans cru-marker er således beplantet meget omhyggeligt med flere forskellige kloner af den samme druesort, så kompleksiteten og terroiret virkelig kommer frem.


Også på den økologiske og bæredygtige front er Mario Giribaldi bannerfører i Langhe – og inden for det næste år eller to vil alle husets vine være økologisk dyrkede.


Vinen er på toppen nu, så pop it og nyd den til grillmad, bitter chokolade eller ost. Vinen koster 320 DKK for menige mennesker, så vi du har sparet en del i denne måned. Skål, og lad sommeren komme an i et tanninholdigt varmehelvede.